mandag den 8. november 2010

Gurli Gris

"Mor, vær lige stille. Jeg snakker lige med ham der Gurli Gris oppe på døren."

Så vidt jeg ved har vi ikke nogen gris på døren, men storesøster mente at grisen sad ovenpå døren i morges. Og HAN (hvad sker der lige for barnet?) ville gerne købe et nyt navn. Det var vel nok heldigt at jeg havde en hel tube navne stående ved håndvasken.

På et tidspunkt glemte jeg det, og kom til at lukke døren...

Du godeste... Jeg anede ikke at en gris kunne skrige SÅ højt. Eller jo, det vidste jeg faktisk godt, man er vel jyde. Man bliver bare alligevel ret forskrækket når man ikke lige kan se kræet, og barnet skriger pænt højt for det.

Er spændt på om der kommer flere usynlige venner på besøg. Nogle gange er hele børnehaven inde på hendes værelse, så hun skal skynde sig at blive færdig med "pausen" = middagsmaden. Fik jeg nævnt at hun kun lige er blevet tre år. Skøre unge ;-)

lørdag den 6. november 2010

Et nyt stofbind

Jeg har længe kigget priser på forskellige stofbind, og puttet i kurv mange gange. Jeg har bare aldrig turdet trykke bestil. Det kan da ikke passe at jeg ikke kan sy nogle selv. Mit første forsøg gik ret dårligt, men jeg har fået øvet mig lidt mere nu. Har lige fået lidt nye materialer hjem, og lillesøster sov sødt tilpas lang tid til at jeg kunne få syet et nyt bind. Jeg har lånt designet fra et billede på nettet.
Der er stadig plads til at blive bedre, men jeg kan jo heller ikke nøjes med et bind. Der skal nok blive en del at øve sig på.

De er med to lag bambus, et lag microfleece og et lag vandtæt åndbart stof.

onsdag den 3. november 2010

4376 elefanter kom marcherende

Der blev også lige plads til en nederdel til storesøster i en rest elefantstof.  
Mønsteret har jeg selv lavet (endnu et forsøg). 
Den er lavet af fast bomuld, der er klippet i 6 baner der er bredere for neden.
 


Nu har storesøster en nederdel der matcher lillesøsters strækvikle.

Bamsebukser

Dette var egentligt mest et forsøg. Jeg har ikke applikeret før, og ville lige prøve for sjov i et gammelt håndklæde. Der kom dette resultat ud af det.

Bukserne er blevet forment adgang i børnehaven af gemalen. Okay, fair nok. De er hyggelige at tulle rundt i hjemme, men bør nok blive indendøre. Man skal jo helst tage hensyn til naboerne ;)

En drømmekjole

Her er en natkjole til storesøster. Gæt lige om hun er stolt. Hun har selv valgt stoffet.
 
Der kommer lige et billede mere - mest fordi min lækre pige er med.
Mønsteret er en kjole fra Onion 20022 med lange ærmer. Stoffet er fast bomuld.

Se også